Stemmerehabilitering

Stemmen er din personlige signatur

  • Bliver du hæs
  • Bliver din stemme klangfattig eller skinger
  • Har du tit brug for at rømme dig
  • Oplever du at stemmen svigter

På Pastoralseminariet har jeg i 23 år arbejdet med blandt andet stemmerehabilitering – at flytte stemmer fra ikke-fungerende til fungerende.
Stemmeproblemer kan ramme både arbejdsevne og trivsel. Der er mange forskellige årsager til stemmeproblemer – overanstrengelse i forbindelse med en forkølelse eller et halsonde, stress hvor kroppen arbejder imod i stedet for at arbejde med, dårlig søvn eller simpelthen generelt underskud. For at kompensere for den nedsatte stemmefunktion opbygges uhensigtsmæssige vaner – og så starter en negativ spiral.
Der er mange forskellige knapper, man kan trykke på for at komme tilbage til en sund og hensigtsmæssig stemmebrug. Løsningen vil oftest være at finde i en kombination af holdningsøvelser, afspændingsøvelser, vejrtrækningsøvelser og stemmetekniske øvelser kombineret med ”et par nye øjne og ører”. En ny opmærksomhed og bevidsthed om de uhensigtsmæssige vaner og et ønske om at ændre dem. Det vil jeg gerne hjælpe dig med.
Hvis du er kommet for langt væk fra en hensigtsmæssig stemmebrug, vil jeg selvfølgelig anbefale, at du konsulterer en halslæge.

”Efter en meget lang og krævende arbejdsperiode, hvor jeg flere uger i træk havde haft mange mundtlige fremlæggelser, mistede jeg næsten stemmen. Jeg fik en lægefaglig vurdering, som bekræftede, at min stemme var overbelastet. Det var ret kritisk, for jeg havde fortsat vigtige præsentationer jeg skulle gennemføre. Jeg havde et par forretningskritiske oplæg som krævede, at jeg skulle levere uden stemmesvigt. Gennem mit netværk fik jeg anbefalet Susanne Vinther. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke vidste mine levende råd, eftersom jeg aldrig har oplevet stemmesvigt før. Susanne lærte mig som det første, at jeg ikke skulle ”hvile” min stemme, som min læge faktisk havde anbefalet mig. Tværtimod skulle jeg begynde at arbejde på en helt ny måde med min stemme. Gennem mine konsultationer hos Susanne fik jeg nogle meget konkrete, overskuelige træningsøvelser, som hjalp mig med at få min stemme på ret kurs igen, og jeg gennemførte mine kritiske præsentationer bedre end nogensinde efter blot få konsultationer hos Susanne. Jeg lærte, at stemmen er et utrolig vigtigt og sensitivt organ, som afspejler ens almene tilstand. Jeg fik genvundet balancen i mit arbejdsliv og stemmen efter få uger. Jeg fortsatte mit forløb hos Susanne en tid derefter og fik en bredere indsigt i og erkendelse af, hvordan jeg bruger min stemme mere levende og flydende i formidlingssituationer, og hvilke virkemidler, der fastholder mine tilhøreres opmærksomhed.
Efter et vellykket forløb hos Susanne Vinther var min stemme således styrket på flere niveauer.”
(Kirsten Suhr Bundgaard, Professionshøjskoledirektør, VIA University College)

“Da jeg først fik et job på en helt almindelig folkeskole som lærer i musik, opdagede jeg hurtigt, at min stemme blev slidt hurtigt. Jeg sang ikke meget mere end normalt, men jeg talte meget mere.  Det var ikke ret fedt at mærke, at min stemme bliv slidt. Susanne tog fat der, hvor det gjorde ondt. Måske lidt i min stolthed, da jeg hele mit musikliv ikke har brugt min stemme rigtigt. Efter nogle gange fik jeg teknikker og metoder på plads til at både kunne snakke højt og længe og fik bugt med min stemmetræthed og ømhed. Det er seriøst noget alle kan lære med det samme. Det har reddet min stemme. Hvis jeg en gang imellem kan mærke, at stemmen bliver slidt, så skal jeg bare gå et skridt tilbage og bruge Susannes teknikker, så klarer jeg resten af dagen, og dagen efter er stemmen klar igen.”
(Thomas Juul, folkeskolelærer
)